Bliv medlem
FORSIDEOM IUGPROJEKTERLOKALAFDELINGERSTØT IUGNYHEDER
Bæredygtig byggeri får stadig større opmærksomhed som her ved IUG Aarhus' arrangement.
Hvidste du at
IUG har hjulpet 5000 mennesker i Sierra Leone, så de i dag har adgang til rent drikkevand
Det der står tilbage

Foredragsaften med Peter Jensen om bio-huse, bæredygtigt byggeri og jordskælvet i Nepal

IUG Aarhus Arrangement d. 6. maj kl. 19.00 - 21.00

Godt en måned efter det første af i alt to voldsomme jordskælv i Nepal sidst i april er nyhedsstrømmen i vores del af verden så småt ved at stilne af. Det, der står tilbage, er vores umiddelbare viden om, at mere end 8000 mennesker har mistet liv, mindst 16000 mennesker er kvæstet, og omkring tre millioner mennesker er på flugt fra konsekvenserne af naturens kræfter.

Her og nu arbejdes der på højtryk fra forskellige organisationer verden over på at skaffe nødhjælp til de mange tusinder, som både mangler vand, mad og husly i de kommende måneder.

Noget af det, som fæstner sig i hukommelsen, er de tallige historier om folk, der sover under åben himmel, fordi de ikke tør opholde sig i de faldefærdige bygningerne om natten. De frygter nye jordskælv.

Denne og lignende situationer stiller krav og spørgsmål til ingeniører og teknologien: Hvordan kan vi bygge bedre boliger, og i bedste fald mindske konsekvenserne af de livstruende betingelser, som den jordskælvsramte nepalesiske befolkning står overfor netop nu?

Dette og relaterede spørgsmål satte IUG’s Aarhusafdeling fokus på i form af temaet, bæredygtigt byggeri, ved en yderst velbesøgt foredragsaften med Peter Jensen, som blev afholdt i Navitas’ auditorium på Aarhus Universitet, onsdag d. 6. maj.

Plantefibre som byggemateriale

Peter Jensen har igennem en årrække været engageret i forskellige byggeprojekter i Nepal, og han har derfor stor indsigt i de boligmæssige muligheder og udfordringer i lokalområdet.

”Jeg har arbejdet i Nepal i flere år og bygget mange skoler der. I et land som Nepal, hvor befolkningen jævnligt bliver udsat for jordskælv og ydermere kun har begrænsede ressourcer til rådighed er det vigtigt, at vi fokuserer på lokale, bæredygtige løsninger. Netop nu arbejder jeg på at få oprettet en uddannelse i Nepal, som har til hensigt at uddanne så mange lokale folk som muligt i en simpelt tankegang om bæredygtig byggeri: Alle huse skal være jordskælvsikret, billige og hurtige at bygge.”

Hidtil har earth bag huse været den mest benyttede byggekonstruktion i projekterne, men Peter Jensen indså hurtigt, at lokalbefolkningen i realiteten hellere ville bo i mere standardiseret og betonlignende boligbyggeri, hvis de havde råd til det.

Et earth bag hus under opbygning i Nepal

Et sådan behov kan højst sandsynligt imødekommes inden for de kommende år. Der sker løbende teknologiske fremskridt inden for udvikling af byggematerialer og bygningskonstruktioner, og der eksperimenteres især med løsninger, som for eksempel anvender forhåndenværende naturmaterialer som byggemateriale.

I sig selv er anvendelse af naturmaterialer langt fra revolutionerende inden for byggeriet. Tidligere er materialer som træ og tørv ikke blot blevet brugt som brændsel, men også som byggemateriale, og i dag indgår forskellige træsorter stadig som et vigtigt element i langt de fleste byggerier. Der skal dog tænkes i alternative råstoffer, hvis det bæredygtige element skal inkorporeres i byggeprocessen.

Herhjemme er Læsø tanghuse et godt eksempel på, hvordan man tidligere har anvendt forhåndenværende naturmaterialer, som for eksempel ålegræs til at bygge hustage, men andre biologiske materialer, herunder affaldsprodukter er også anvendelige som byggematerialer. Udfordringen ligger dog stadig i at sammentænke hele processen – fra rå biomasse over forarbejdning til det færdigbyggede hus.

For befolkningen i Nepal handler det ikke blot om at have adgang til den viden, der gør det muligt for dem at bygge boliger, der er bæredygtige og jordskælvssikret. De klimatiske forhold i Nepal stiller også krav til selve byggeprocessen efter et jordskælv. Boliger skal derfor ikke kun være bæredygtige og jordskælvssikret – de skal også kunne bygges inden for en ganske kort tidshorisont.

Disse tre elementer ønsker Peter Jensen at implementere i det uddannelsesprojekt, som han og hans egen organisation Mother Earth Buildings er i gang med at udvikle i samarbejde med organisationen Grassroot Movement In Nepal (GMIN).

”Mit nuværende projekt handler om at uddanne og træne omkring hundrede lokale konstruktører, som så efterfølgende kan rejse rundt til landsbyerne i bjergområderne og vise lokalbefolkningen, hvordan de selv kan bygge billige, bæredygtige boliger, som tillige er jordskælvssikret. Som situationen er nu, mangler lokalbefolkningen viden om alternative byggemetoder, men får de adgang til den viden, vil de også i højere grad selv være i stand til at handle på de boligmæssige udfordringer, som et jordskælv for eksempel medfører."

Fokus på Nepal

Ved arrangementet viste Peter billeder af følgerne af jordskælvet i Nepal. Han pointerede desuden vigtigheden af, at landet nu bliver genopbygget med boliger, som er jordskælvssikret og bæredygtige.

”Der er kommet flere jordskælv i Nepal, og millioner af mennesker har mistet deres hjem”, fortæller Peter Jensen, ”Netop nu har verden opmærksomheden rettet mod Nepal, pga. det seneste jordskælv sidst i april måned. Der bliver brugt millioner af kroner på telte og nødhjælp, og det er godt. Men når vi når oktober måned, vil alle teltene være brudt sammen efter monsunregnen. Til den tid vil verdens opmærksomhed være borte, og med den også alle pengene, men millioner af folk vil stadig stå tilbage uden hjem, og de vil i tilgift have udsigt til at skulle gå vinteren i møde. Det er den situation, vi skal forsøge at ændre på. Vi skal yde hjælp til selvhjælp, og det gør vi bedst ved at dele ud den viden, som vi ligger inde med. Vi skal give befolkningen en tro på og en mulighed for, at de til trods for omstændighederne selv er i stand til at bygge en så stabil og sikker fremtid som mulig.”

Netværk og vidensdeling

Initiativtagerne til arrangementet, IUG Aarhus, var meget begejstret over det store fremmøde, og ikke mindst tilstedeværelsen af en del ingeniørstuderende blandt publikum blev noteret.

”Når en naturkatastrofe som den i Nepal sker, er det vigtigt, at vi sætter spot på aktualiteten og ikke mindst vigtigheden af genopbygningen af de ramte områder på en bæredygtig måde,” fortæller Jörg Schullehner, lokal koordinator af IUG Aarhus og til daglig tværfaglig Ph.d. studerende ved GEUS og Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, ”I vores del af verden har vi måske til tider en lidt anden tilgang til relevansen af eller perspektiverne i bæredygtigt byggeri, men i lande som Nepal, som er mere udsatte for ødelæggende naturkatastrofer, er alvoren en helt anden. Her er jordskælvsikret og bæredygtigt byggeri faktisk forskellen på liv eller død for mange mennesker.”

Alene det faktum kan, ifølge Jörg Schullehner, give ingeniørstuderende nogle meget konkrete svar på, hvorfor de læser lige netop dette studie, og ikke mindst på hvilke områder de med deres faglige viden kan gøre en forskel.

”Som IUG lokalafdeling i Aarhus har vi mulighed for at nå ud til mange mennesker, ofte unge, meget motiverede studerende, og med Peter Jensens spændende og yderst indsigtsfulde foredrag, håber vi også, at vi har bidraget til at sætte flere perspektiver på de ingeniørstuderendes studier og ikke mindst øget opmærksomheden omkring bæredygtigt byggeri blandt deltagerne”, fortæller Jörg Schullehner.

Formålet med arrangementet har, ifølge IUG Aarhus, været at oplyse, inspirere og give mulighed for netværks- og vidensdeling blandt de deltagere, som har lyst og interesse i bæredygtigt byggeri. Når grundlaget for artiklens omtalte uddannelsesprojekt i Nepal er udarbejdet, har IUG Aarhus indvilliget i at støtte op om projektet ved at forestå kontaktformidling til Peter Jensen, som vil informere de ingeniørstuderende om, hvordan de kan bidrage aktivt til projektet, både i Danmark og i Nepal.

”Hjælp til selvhjælp er jo helt præcist det, IUG ønsker at bidrage med. Vi kan medvirke til, at folk i Nepal er sikret et liv efter overlevelse. Derfor vil vi meget gerne facilitere kontakten mellem Peter og de ingeniørstuderende i Aarhus”, slutter Jörg Schullehner.

Hvis du ønsker kontakt til Peter Jensen og hans projekt, kan du kontakte IUG Aarhus på e-mailadressen: info.aarhus@iug.dk

IUG Aarhus vil i øvrigt gerne benytte lejligheden til at takke De Studerendes Råd for den lette anretning, som de efterfølgende inviterede publikum på.

Læs mere om organisationerne Grassroot Movement In Nepal og Mother Earth Buildings

Udskriv Udskriv

 

© Ingeniører uden Grænser 2013 Sitemap | Downloads | Kontakt