Bliv medlem
FORSIDEOM IUGPROJEKTERLOKALAFDELINGERSTØT IUGNYHEDER
IUG er pt. engageret i et CSR-samarbejde med SOS Børnebyerne, Solar Group og Siemens Danmark, som går ud på at renovere og energioptimere børnebyen på Zanzibar. Yderst til venstre ses IUG medlemmerne Ole Torp Aundal og Preben Byberg, som er engageret i projektet, under det seneste besøg i børnebyen på Zanzibar i september 2015.
Hvidste du at
kolera er skyld i mere end 100.000 dødsfald hvert år? - en sygdom som oftest er forårsaget af forurenet drikkevand
Partnerskaber på tværs af alle grænser

Hvorfor samarbejde med humanitære organisationer? For en virksomhed er svaret helt enkelt: Ikke alene ser det pænt ud i virksomhedens årsberetning - det er i høj grad også med til at øge motivationen, stoltheden og glæden blandt virksomhedens medarbejdere. Samtidig kan engagementet potentielt set åbne op for innovative muligheder og nye markeder for den enkelte virksomhed.

CSR-samarbejde – business, frivillighed og lokalt engagement går hånd i hånd

I de senere år har den teknisk-humanitære organisation, Ingeniører uden Grænser (IUG), valgt at satse på en udvidelse i antallet af organisationens CSR-partnerskaber blandt virksomheder og andre NGO’er. Baggrunden for dette valg skal ikke mindst ses i lyset af omfanget og kompleksiteten af de projekter, som organisationen involverer sig i. Samtidig spiller muligheden for at samarbejde om større og grundlæggende mere fremtidssikrede, lokale projekter til gavn for slutbrugerne også en vigtig rolle for IUG.

”Som en organisation, der udelukkende baserer sit virke på frivillige, har IUG lige siden oprettelsen tilbage i 2001 været båret af to altafgørende faktorer: Vores medlemmers fantastiske engagement og deres vilje til at stille deres ingeniørfaglige kompetencer til rådighed for vores projektaktiviteter samt vores mulighed for at samarbejde med såvel danske og lokalt baserede aktører”, fortæller IUG’s sekretariatschef, Dorte Lindegaard Madsen, og fortsætter ”I takt med at danske og udenlandske virksomheder i stigende grad er begyndt at få øjnene op for det potentiale, der faktisk ligger i CSR-samarbejde, bliver vi som samarbejdspartnere i højere grad i stand til at realisere vitale og livgivende projekter til gavn for trængende befolkningsgrupper rundt om i verden. I vores optik er CSR-samarbejder samarbejde på den bedst tænkelige måde for alle involverede parter.”

CSR-samarbejder vinder også priser

IUG er ikke alene om at have denne holdning. Inden for de seneste år er der kommet markant større fokus på at udvikle CSR-området. CSR Fonden, som arbejder med at fremme denne type samarbejde, afholder hvert år en kombineret endagskonference og award show, hvor specifikke CSR-samarbejder mellem virksomheder, organisationer og lignende aktører bliver hædret.

Et håndgribeligt bevis på, hvor succesfuldt et CSR-samarbejde kan udvikle sig for f. eks. IUG og partneres vedkommende kom i 2015, hvor CSR-samarbejdet mellem SOS Børnebyerne, Solar Group, Siemens Danmark og IUG blev belønnet med CSR Partnership Prize 2015. Partnerne samarbejder om at renovere og energioptimere SOS Børnebyen på Zanzibar, og hver især bidrager parterne på eksemplarisk vis med bæredygtige og fremtidssikrede løsninger til gavn for beboerne i børnebyen og lokalområdet.


Ved CSR Fondens prisuddeling i år vandt CSR-samarbejdet mellem SOS Børnebyerne, Solar Group, Siemens Danmark og IUG prisen CSR Partnership Prize. Begejstringen var bestemt til at spore blandt repræsentanterne fra de respektive virksomheder og organisationer.

Værdien for IUG selv ligger i, at dansk viden og knowhow fra såvel organisationens egne medlemmer som fra CSR-samarbejdspartnere stilles til rådighed for IUG’s lokale partnere i form af vidensdeling på et meget højt, teknisk plan. Alt afhængigt af projekternes karakter har virksomheder til gengæld mulighed for at bidrage på forskellig vis, men fælles for dem alle er den grundlæggende ide om, at virksomheder ønsker at påtage sig et samfundsmæssigt ansvar, og at de ser muligheder i at engagere sig og bidrage i sociale sammenhænge.

Virksomheder kan enten vælge at støtte projekter økonomisk eller vælge at bidrage med viden og knowhow eller donere virksomhedsprodukter. I langt de fleste tilfælde kan virksomheder også få lejlighed til at udvikle nogle af virksomhedernes kerneprodukter i sammenhæng med CSR-samarbejdet. Dette er et væsentligt aspekt, som kommer både virksomhederne og slutbrugerne til gode.


Under opholdet i september 2015 gik Ole Torp Aundal i gang med at nummerere børnebyens kloakdæksler med rød spraymaling, og han fik hurtigt følgeskab af en flok drenge, som netop havde fået fri fra skole. Sammen øvede de sig i at tælle numrene på engelsk. (Foto: Mette Schmidt)

Der er god energi i at være fælles om noget

I 2015 har IUG etableret to nye samarbejder med henholdsvis Lodam electronics a/s og Transition ApS. Fælles for begge jyske virksomheder er, at de går op i deres samfundsansvar. Fra virksomhedernes side er udmeldingen, at motivationen ligger i, at et CSR-samarbejde er det rigtige at gøre i forhold til at støtte en god sag i et udviklingsøjemed. Samtidig er samarbejdet med til at udvikle virksomhederne til bedre og mere effektive virksomheder.

Et væsentligt aspekt for begge virksomheders medvirken i CSR-samarbejdet med Ingeniører uden Grænser er desuden, at IUG’s energiprojekter afspejler et grundlæggende bæredygtigt element. I det regi har begge virksomheder tunge og yderst relevante erfaringer at bidrage med. For IUG’s vedkommende, ser organisationen det som en ekstra styrke, at projekterne får tilført relevant, teknisk viden og input fra virksomhedernes medarbejdere.

Glade medarbejdere arbejder bare bedre

Lodam electronics a/s har til huse i Sønderjylland og leverer til dagligt løsninger på energioptimering inden for air condition og relaterede kølingsprodukter. I løbet af virksomhedens 50-årige levetid har Lodam electronics været meget bevidst om sin placering i samfundet og ikke mindst om virksomhedens samfundsansvar over for dens medarbejdere og resten af verdenen – det handler også om at give tilbage til det fælleskab, som man er en del af.

“Lodam vil være de bedste for både vores kunder OG vores medarbejdere,” siger Marianne Troldtoft, som står for Lodam electronics’ Corporate Social Responsibility (CSR)-arbejde.

For Lodam electronics betyder den ambition, at man fra ledelsens side har besluttet ikke bare at give generøst til det lokalområde, som deres medarbejdere bor i, men også at støtte organisationer og projekter, der gør verden uden for lokalområdet til et bedre sted at leve.

Hos Lodam electronics er det vigtig, at medarbejderne er stolte af virksomhedens sociale engagement og støtter op om det. Det styrker motivationen hos den enkelte medarbejder, at virksomheden ud over bundlinjefokus også tager del i et globalt, social ansvar. Medarbejderne hos Lodam electronics sætter stor pris på virksomhedens engagement og CSR-arbejde. Ifølge en intern undersøgelse har 99 procent af medarbejderne givet udtryk for, at det føles rigtigt for dem, at Lodam electronics yder en samfundsansvarlig indsats.

Mekanikkonstruktør Torben Nielsen fortæller, at han er glad for at arbejde i virksomhed, der støtter gode projekter.

“Selvom vi ikke kan redde verden, så gør en lille pose her og en lille pose der jo en forskel,” siger han.

Lodam electronics’ partnerskab med IUG strækker sig over en treårig periode og inkluderer aktuelt støtte til IUG’s el-forsyningsprojekt i Sierra Leone. Community Energy-projektet vil blive implementeret i samarbejde med IUG’s lokale partner, Engineers Without Borders (EWB-SL) snarest muligt, og skal i første omgang levere elektricitet til den lokale sundhedsklinik ved hjælp af solcelleinstallationer. Desuden skal der etableres fem opladestationer til mobiltelefoner i udvalgte landsbyer i Kenema-distriktet.


Den færdigbyggede sundhedsklinik i Kenema-distriktet, som nu får adgang til elektricitet ved hjælp af solcelleinstallationer.

Udviklingslande satser på grønne løsninger og vedvarende energi – det kan vi lære noget af

Vedvarende energi står som centrale energikilder i fremtidens samfund – også for udviklingslandene. Udvikling kræver energi, og det er udviklingslandene fuldt ud bevidste om. Derfor er de i stigende grad begyndt at efterspørge bæredygtige og fremtidssikrede energiløsninger, som er klimavenlige, og som tillige tager højde for landenes teknologiske niveau og lokale behov.

I 2014 nåede det globale investeringsniveau i vedvarende energi op på 270 mia. dollars, heraf bidrog udviklingslandene (inkl. Kina) med godt 131 mia. dollars. Disse tal viser en klar tendens, som forstærkes yderligere af de faldende priser på teknologier inden for sol- og vindenergi.

Udviklingslandenes fokus på at forfølge grønne, bæredygtige løsninger falder i god tråd med Transition ApS’ virksomhedsfilosofi og værdisæt. Partnerne bag den nyetablerede århusianske virksomhed, direktør Rasmus Jakobsen og teknisk rådgiver Line Nørmark, har derfor en klar mission: Deres virksomhed skal medvirke til at lette overgangen til fossilfrie, bæredygtige samfund gennem energirådgivning og energieffektivisering.

Med mange års erfaring med i bagagen på hver deres faglige felt har Rasmus Jakobsen, forretningsudvikler inden for energioptimering, og Line Nørmark, bygningsingeniør, valgt at samle deres kræfter i én virksomhed i forsøget på at sparke flere døre ind og medvirke til at øge accelerationen af den energimæssige omstillingsfase, som allerede er i gang på globalt plan. Selv om virksomheden for nuværende primært løser hjemlige opgaver, har Transition en særlig interesse i at involvere sig i energiprojekter sammen med IUG i udviklingslande.

”Vi vil meget gerne sætte vores viden i spil, hvor vi har mulighed for det, og bidrage til en positiv udvikling på energiområdet,” fortæller Rasmus Jakobsen, og fortsætter ”For en visionær virksomhed som Transition er det vitalt at have faglige netværk og sparringspartnere på såvel lokalt som på globalt plan. Gennem vores samarbejde med IUG får vi ikke alene adgang til et nyt spændende fagligt netværk med kyndige sparringspartnere, vi får også mulighed for at tage et stort skridt i en ny retning i forbindelse med vores engagement i udviklingsarbejdet. Vi er meget spændte på samarbejdet med IUG, og vi glæder os til at se, hvordan vi sammen med de øvrige partnere i projektet er i stand til at levere nogle energimæssige løsninger, som vil komme lokalbefolkningen til gode.”

Transition er via sit CSR-samarbejde med IUG involveret i Community Energy-projektet i Sierra Leone, og virksomheden har blandt andet doneret et indsamlet beløb til projektet.

Vi gør en forskel sammen med andre

Det er af stor betydning for lokalbefolkningen i Kenema-distriktet, at Ingeniører uden Grænser har indgået ovennævnte CSR-samarbejder med Lodam electronics og Transition. Efter en årelang borgerkrig, og senest den over et år lange Ebola-epidemi, som har sat sine tydelige spor i lokalområdet, er det tvingende nødvendigt, at befolkningen i Sierra Leone bliver støttet i at genopbygge og videreudvikle lokalsamfundene, så der igen er et håb for fremtiden.

Ud over energiområdet, er Ingeniører uden Grænser også involveret i projekter inden for vand og sanitet, fødevaresikkerhed og miljø samt beredskabsopgaver.

Hvis du eller din virksomhed er interesseret i at høre nærmere om mulighederne for at indgå i et CSR-samarbejde med Ingeniører uden Grænser, så kontakt IUG’s fundraiser Line Barslund på telefon 42 40 94 06 eller 70 27 40 06.

Læs mere om Lodam electronics a/s

Læs mere om Transition ApS

Bliv medlem af Ingeniører uden Grænser og støt vores aktiviteter

Udskriv Udskriv

Har du spørgsmål til IUG's støttemuligheder?

Kontakt
Sekretariatschef
Dorte Lindegaard Madsen
50 59 94 06
dlm@iug.dk

Julegaver med mening

Giv en ingeniør
Gennem Ingeniører uden Grænser kan din virksomhed i år give verdens fattige en julegave.

Læs mere om, hvordan du og din virksomhed kan støtte IUG's arbejde.

Følg IUG på

Følg IUG på LinkedIn

 

© Ingeniører uden Grænser 2013 Sitemap | Downloads | Kontakt