Bliv medlem
FORSIDEOM IUGPROJEKTERLOKALAFDELINGERSTØT IUGNYHEDER
Efter jordskævet på Haiti i 2010 opstiller IUG træhuse til de hjemløse familier. Der kan bo otte i hvert hus.
Hvidste du at
IUG sammen med den lokale organisation Karwan Development Foundation (KDF) har udbredt et unikt advarselssystem, mod oversvømmelser i Pakistan
Genhusning af jordskælvsofre i Haiti

To år efter jordskælvet ramte Haiti bor en halv million mennesker stadig i teltlejre. Skoler og institutioner er endnu ikke genopbygget, og ligesom før jordskælvet er adgangen til elektricitet og vand meget begrænset. Kombineret med udbruddet af kolera i oktober 2010, som forventes at ramme op mod 800.000 mennesker, betyder det, at situationen stadig er kritisk og behovet for hjælp stort.


Jordskælvet og behovet for nødhjælp

220.000 døde og mindst lige så mange sårede, 200.000 hjem ødelagt og 1,5 millioner mennesker hjemløse. Det altødelæggende jordskælv, der ramte Haiti den 12. januar 2010 kl. 16.53 lokal tid, målte over 7 på richterskalaen. Østaten var i forvejen et af de fattigste lande på den nordlige halvkugle og gennem årtier hæmmet af politisk ustabilitet, ekstrem fattigdom og organiseret kriminalitet.

I hver en lille gade, på vejkanter, fortove og i parker har haitianerne bosat sig efter jordskælvet, side om side med murbrokker, bunker af affald, gadeboder og husdyr. De heldige har fået fat i et telt, og bor i en af de omkring 1500 registrerede teltlejre, mens langt de fleste har bygget intermistisk husly af tømmer, blik og plastik. Hvert et lille frit område er beboet - for eksempel midterrabatten på hovedvejen vest for Haitis hovedstad Port au Prince.

Port au Prince er en smukt beliggende by omgivet af grønne bjerge og det Caribiske hav. Men med den ekstreme befolkningstæthed og de midlertidige beboelsesformer placeret på bjergskråningerne, venter nye katastrofer om hjørnet, i et land som jævnligt rammes af naturkatastrofer, tropiske regnskyl og storme.


Etablering af midlertidig genhusning

Programmet går ud på at bygge 'transitional shelters', som udgør 2. fase af nødhjælpsarbejdet efter den akutte nødhjælp. Meningen er, at de midlertidige huse skal give familierne tag over hovedet i 3 - 5 år, mens de genopbygger deres hjem. Husene består af en simpel trækonstruktion med betongulv og bliktag. Designet blev udviklet af Dansk Folkehjælps medarbejdere efter tsunamien i sydøstasien i 2004.
Programmet implementeres i Carrefour – en forstad til Port au Prince med omkring 400.000 indbyggere. FN har vurderet, at behovet for 'transitional shelters' i Carrefour er ca. 10.000. FN koordinerer indsatsen, og kommunen er inddelt i territorier mellem de forskellige nødhjælpsorganisationer. Ødelæggelsesgraden i det område Dansk Folkehjælp arbejder i vurderes at være op mod 80 %.

Programmet foregår ved at indbyggerne i Carrefour kommer til Dansk Folkehjælps kontor og bliver registreret og interviewet. Teams af lokale medarbejdere superviserer adresserne, skærer materialerne ud, samler dem i sæt og kører det ud til modtagerfamilien. I samarbejde med familien bygges og males huset og gulvet støbes.

Husene er meget simple, men giver modtagerne beskyttelse mod vind og vejr samt mulighed for at lukke og låse døren og bo anstændigt og trygt sammen som en familie.


Udfordringerne er mange

Husene kan konstrueres og males på et par dage, og på en god uge bygges der 30 - 40 huse. Arbejdet med at udskære, samle og udbringe materialerne kører på samlebånd og når først grunden er godkendt ved den indledende inspektion, får familierne hurtigt hjælp. Men udfordringerne er alligevel mange i arbejdet med at bygge 'transitional shelters' i Carrefour.

Jordskælvet har efterladt 20 millioner m3 murbrokker. En udregning viser, at hvis man fylder murbrokkerne i containere og sætter dem ved siden af hinanden, vil de kunne nå fra London til Beirut. Det er folks eget ansvar at rydde murbrokkerne væk, så der er plads til husene. Der er ingen hjælp at hente i form af maskiner og det meste må derfor klares med håndkraft. Murbrokkerne dumpes på de i forvejen smalle og ikke-asfalterede veje, som derfor ofte er blokeret. Der er desuden sjældent vejnavne og husnumre.

Modtagerfamilierne skal desuden kunne dokumentere, at de har ret til at få bygget et hus på den pågældende adresse. Men meget få haitianere ejer den grund de bor på og ofte er papirerne, der beviser tilhørsforholdet til grunden, mistet i jordskælvet.

Programmet er afsluttet. Fire donorer sponsorerede over 1000 ”transitional shelters” gennem Dansk Folkehjælp til indbyggerne i Carrefour. Det behov som FN vurderede for området er hermed opfyldt.

Udskriv Udskriv
Fakta


Hvor:
Carrefour, Haiti

Hvornår:
2010 - 2011

Samarbejdspartner:
Dansk Folkehjælp

Donorer:
Rockwoll Fonden, Fonden af 24. december 2008, m.fl.

Status:
Afsluttet

 

© Ingeniører uden Grænser 2013 Sitemap | Downloads | Kontakt